Forskning i Den Kreative Platform

Den Kreative Platform er en metode til at opnå det engagement og nærvær der er nødvendigt for at kunne udfolde sin kreativitet. Den Kreative Platform er udviklet på forskningscenter for Den Kreative Platform på Aalborg universitet, hvor den har været anvendt til radikal nytænkning indenfor produkt/service udvikling, udvikling af engagement og nærvær, som høringsmetode ved kommunalplaner, som metode ved agile udviklingsprocesser og endelig som undervisningsmetode i folkeskolen hvor målet er faglig og personlig udvikling gennem et skabende nærvær.

Fælles for ovenstående anvendelsesområder er at de tager udgangspunkt i at mennesker mødes for at skabe noget sammen. I det skabende nærvær på Den Kreative Platform nedtones betydningen af deltagernes faglige, sociale og kulturelle bagage ved alene at fokusere på det der skal skabes i stedet for at fokusere på deltagerne. I den forstand udgør Den Kreative Platform et paradigmeskift fordi fokus altid er på det der ér (nuét), og ikke på det vi tror der var eller det der (måske) kommer. I praksis arbejder fire principper samtidigt mod dette mål. 1. Alle har til enhver tid samme fokus 2. Fokus er altid på opgaven 3. Der er ingen bedømmelse af hverken andre deltagere, deres ideer eller den opgave man udfører 4. En konstant stimulering til at tænke- og handle på tværs af mønstre gennem Horisontal Tænkning. De fire principper udgør fundamentet i teorien om Den Kreative Platform.

Forskningsmæssigt fokus:

Herunder kan du se vores 6 indsats områder. – men først lidt om hvad der optager os lige nu…

 

P.t. er vores Forskningsaktiviteter i centret fokuseret omkring et design til træning af kreativ tænkning og adfærd. Vi arbejder ud fra en hypotese om at kreativitet er noget der kan trænes og eksperimenterer i forskellige forbindelser med at oprette træningscentre for kreativ tænkning og adfærd.

 

Vi har derudover kastet os over at udvikle enkeltfagskreativitet, hvor kreativitet bliver en naturlig del af den faglige undervisning. Projektet hedder ”Faglig forståelse er en kreativ proces. Målet er at de studerende opnår en bedre faglig forståelse samtidig med (og fordi) de udvikler deres kreativitet. Vi ønsker at udvikle en generel didaktisk model baseret på Den Kreative Platform samt medvirke til udvikling af konkrete undervisningsmaterialer til udvalgte fag indenfor såvel samfundsfagene, humaniora og naturvidenskab. På sigt ønsker vi at alle fag og kurser gennem hele uddannelsessystemet vil være baseret på denne didaktiske model.

 

Forskningscenteret for Den Kreative Platform søger endvidere samarbejdspartnere til den videre forskning i nedenstående områder.

1.      Fundamentet i Den Kreative Platform er fire grundlæggende principper for tilvejebringelse af et skabende møde mellem mennesker. De er identificeret som:

Alle har til enhver tid samme fokus 2. Fokus er altid på opgaven 3. Der er ingen bedømmelse af hverken andre deltagere, deres ideer eller den opgave man udfører 4. En konstant stimulering til at tænke- og handle på tværs af mønstre gennem Horisontal Tænkning

Principperne udgør søjlerne i Den Kreative Platform og en stor del af forskningen på dette område består i litteraturstudier indenfor kreativitet, hjerneforskning, kognition og viden. Derudover arbejder vi udfra en stadig dybere forståelse af fundamentale principper i tantrisk yoga og meditation for at forstå hvordan vi opnår et skabende nærvær. Forskning og udvikling går hånd i hånd. Forskningen kan hjælpe os til at forstå hvad målet er og hvordan vi kan nå det, men det er gennem den daglige praksis med Den Kreative Platform at vi for alvor udvikler konceptet. Vi arbejder udfra den grundantagelse at en kompromisløs anvendelse af de fire principper altid vil medføre Den Kreative Platform og vi undersøger til stadighed grænsen for denne antagelse.

2.      3D cases udgør den pædagogiske motor i Den Kreative Platform. Indtil videre er de det bedste svar på hvordan de fire grundlæggende principper implementeres som praksis i en proces. Forskningen på dette område er meget eksperimentel. Det vi leder efter er hvordan mennesker sammen kan indgå i en skabende proces, hvor de anvender deres viden uhæmmet. Det kræver en kreativ indstilling som igen kræver energi og engagement til at ”være sig selv” sammen med andre.

3.      Kommunikationen på Den Kreative Platform er drevet af en fortsat udvikling af idéer. Idéen er situationsspecifik anvendelse af viden og deltagerne i en proces på Den Kreative Platform vil aldrig opleve at skulle diskuterer eller foretage dissiderede valg af én ide frem for en anden. Vi arbejder udfra den antagelse at, i et skabende nærvær, koncentreres energien i en videnskonstruktion der er den optimale for deltagerne når de arbejder med denne opgave, på denne tid og dette sted. Dette område er forskningsmæssigt af stor betydning og vi har endnu ikke nået et gennembrud.

4.      Verificering af Den Kreative Platform - Gennem afviklingen af processer indenfor en mangfoldighed af områder indsamler vi til stadighed empiri som skal medvirke til en verificering af hvad vi opnår ved at anvende Den Kreative Platform som grundlag for en proces.

5.      Kreativitetsfremmende teknologi - Fælles for ovenstående er undersøgelse af kreativiteten i det skabende møde mellem mennesker. Derudover ønsker vi at undersøge muligheden for det skabende møde mellem menneske og teknologi. Hvordan kan en teknologi, et medie, kunst eller et rum udformes så det udgør den ene part i det skabende møde – og dermed fremmer kreativiteten i de(t) menneske(r) som udgør den anden part?

6.      Tværfagligt semester hvor udviklingen af de studerendes kreativitet ses som katalysator for deres faglige udvikling -  Vi ønsker at oprette et semester for kreativitet, hvor de studerende både bliver mere kreative samt får en teoretisk forståelse af Kreativitet. Ideen er at lave semestret, der går på tværs af samtlige uddannelser og uddannelsesinstitutioner i hele verden – hvor studerende fra alle fagligheder og grader (bachelor og master) kan deltage i et semester (30 ECTS).

 

 

Vækst i centerets forskningsområde:

Der er p.t. tilknyttet 2 forskere til Forskningscenter for Den Kreative Platform. I perioden frem til 2013 er det vores mål at få tilknyttet 2 nye Ph.d. studerende.

De(n) Ph.d. studerende ansættes i en periode på 3 år, hvor de tilknyttes den organisation der deltager som medfinansierende partner. Vi søger i den forbindelse eksterne partnere til medfinansiering. Prisen for medfinansiering af en Ph.d. i en 3-årig periode (ansættelse) er p.t. ca. 600.000kr.

 

Aktuelt søger vi partnere til en PhD stilling for aktionsforsker Tyge  

Mortensen. Du kan læse om stillingen og Tyge her.

 

Forskningscenterets forskningsmetode:

Forskningen er primært baseret på action research, hvor vi både engagerer os i opsætning af projekter, facilitererer/underviser og forsker i et og samme projekt. Når vi involverer os i et projekt er det som regel med henblik på at videreudvikle Den Kreative Platform gennem et konkret forløb. Resultatet skal altid være udvikling af (undervisnings)materiale færdigt til brug og afleveret i en ”open source” form der gør det gratis og let tilgængeligt for brugerne. Derudover er det vores filosofi at skal det være muligt for brugerne at indgå i en videreudvikling af materialerne. Forskningsprojekterne skal derudover tilvejebringe videnskabeligt materiale som udgives i bog eller artikel form.

 

 

Publisering:

Vores strategi er at udgive såvel undervisningsmaterialer til alle niveauer og fag samt formidle vores videnskabelige arbejde gennem bøger og artikler. Vi ønsker at være et ressourcested for såvel andre videnskabelige miljøer som for den enkelte lærer der ønsker at anvende Den Kreative Platform i sin undervisning. Vi udgiver derfor såvel bøger, antologibidrag, undervisningsmaterialer og videnskabelige artikler. Se vores hidtidige udgivelser her.

 

Kontekstuelt arbejder vi p.t. indenfor folkeskolen, på videregående uddannelser, i virksomheder og indenfor servicesektoren. Se mere under fanen Projekter

Vi vil meget gerne i dialog med andre forskningsmiljøer, hvor vi gensidigt kan styrke forskningen af kreativiteten i det skabende møde mellem mennesker (og/eller teknologier)

 

dkp_aau_logo_cmyk